• COVID-19
• 2021-2021close
• DK close
• Danish close
• COVID-19 close

Family members provide the majority of informal care for older adults in Sweden. Nevertheless, by providing a range of assistance, peers often emerge as a central to counter social isolation among older adults. Therefore, there is a need to know more about what informal care provision by older adults to their peers means for different groups of older adults. Aim: This study investigated the types of informal care and support that older adults provide to their peers in Sweden, and how these types of care and support are associated with demographic characteristics and social isolation. We also compared older adults who provide informal care and support with those who do not. Method: For this purpose, we used a national online survey named “Involuntary loneliness among senior citizens” answered by 10,044 older adults enrolled in the Swedish Citizen Panel. We adopted a mixed-method design to analyse the survey data, including free-text options (n = 2155) and numerical data. Social isolation was assessed using a score built from the social loneliness items of the UCLA Loneliness Scale. Results: In our population, 21.5% of the older adults were providing informal care and support to their peers. Practical/instrumental help was frequently offered by younger participants (<75 years), men and respondents who were less socially isolated. On a general level, the factors that were positively associated with giving informal care and support to peers were older age, being male, retired, married/living in a relationship, living in an urban area/big city and exhibiting greater isolation. Focusing specifically on social support shows that older participants (>80) and those experiencing less social isolation (score < 24) were more engaged in social activities. Conclusion: This paper is unique in exploring the informal peer-caregiver's perceptions of isolation. Data were collected during the COVID-19 pandemic; this highlights the need to recognise informal care and support between older adults and to acknowledge their contributions as an essential component of Swedish civil society, especially during a societal crisis.

Hvad skal guide os videre i turismeudviklingen efter corona? Denne blog gør status og sammen med to fremtrædende turismeeksperter - Signe Jungersted fra Group NAO og Anna Porse fra Seismonaut - kaster vi et skarpt lys på de sidste to års erfaringer.

Hvad tager turismeerhvervet med sig efter halvandet år med nedlukning? Hvad er lært og udviklet? Vi stiller skarpt på tre helt store tendenser: bæredygtig, digital og lokal turisme.

I artiklen undersøges COVID-19 nedlukningens indvirkning på danske børn og unges fysiske aktivitet. Desuden afdækkes skolerne og idrætsforeninger-nes rolle i relation til at understøtte børn og unges fysiske aktivitet under nedlukningen. Artiklen bygger på en spørgeskemaundersøgelse med børn og unge i alderen 6-16-år, som blev gennemført under anden nedlukning af samfundet (vinteren 2021). I artiklen præsenteres data fra 1.229 børn og unge, hvor deres fysiske aktivitet før og under nedlukningen sammenlignes og diskuteres i relation til de virkninger, det har at ændre rammerne for børn og unges vanlige fysiske aktivitet. The paper examines the impact of the COVID-19 shutdown on Danish children and ad-olescents’ physical activity. In addition, the role of schools and sports associations in supporting the physical activity of children during the closure is assessed. The paper is based on a cross-sectional survey with children and adolescents aged 6-16 years, conducted during the second COVID-19 shutdown (winter 2021). The paper presents data from 1,229 children and adolescents’ physical activity before and during the clo-sure. These results are discussed in relation to the effects of changing the context for children and adolescents’ normal physical activity.

IntroduktionTrods universiteternes mangeårige satsning på implementeringen af EDU-IT, var hovedparten af undervisningen før Covid-19 fortsat organiseret som synkront fysisk fremmøde. Da læreridentitet udvikles i et samspil mellem undervisningskontekst og personlig forståelsesramme [1], er vores antagelse, at akademikeres læreridentitet knytter an til netop fremmødeundervisningen. Nyere studier viser, at læreridentitet udfordres af et øget studentercentreret fokus, som rykker lærerrollen fra videnbærer til facilitator [2], og at øget digitalisering af undervisningen påvirker underviseres prioritering af studerende-underviser interaktionen [3]. Ovenstående giver anledning til at spørge, hvordan læreridentiteten påvirkes, når Covid-19 ændrer undervisningskonteksten til et rent digitalt format? MetodeSpørgsmålet er søgt besvaret gennem kvalitativ analyse, hvor interviews med 19 erfarne undervisere fra to forskellige danske universiteter udgør datagrundlaget. Interviewene er analyseret gennem en meningskondenserende metode, hvor længere tekststykker i hvert interview blev tildelt forskellige koder. Herefter blev koderne sammenlignet på tværs af interviewene for at identificere tværgående tematikker. ResultatForeløbige analyser indikerer, at en form for praktisk kropsliggjort læreridentitet udgør et grundvilkår og en ressource for underviserne, og at det pludselige skift i undervisningskonteksten har betydet et tab af praktisk sans [4]. Tabet vedrører en inkorporeret forståelse af og reaktion på 1) non-verbale signaler, 2) en gensidig visuel relation, og 3) den rumlige fornemmelse for undervisningskonteksten. Resultaterne varierer alt efter om underviseren identificerer sig som videnbærer eller facilitator af læring. DiskussionIndtil videre rejser resultaterne spørgsmål om et overset grundvilkår i undervisningen, nemlig at underviseren bruger sin praktiske sans i navigering og justering af undervisningen, og at udøvelsen af den praktiske sans er stærkt motiverende.

Debat: Vi har afsat 4 milliarder til COVID-19 uden en strategi for, hvordan vi får mest for pengeneNår der skal indkøbes for hurtigt på politikernes anvisninger, er der større risiko for fejl, og der bliver ikke altid kanaliseret tilstrækkelige ressourcer, tid og ledelsesfokus til at optimere den offentlige indkøbsproces. Så hermed en opfordring: Afsæt en del af de 4 milliarder kroner til forebyggende indkøbsarbejde og samarbejde med industrien, skriver sundhedsøkonom Lars Holger Ehlers i debatindlæg.Lars Holger Ehlers 22/09/2021Del:FacebookTwitterLinkedInEmailVigtigheden af at prioritere innovation i den offentlige indkøbsforretning er en aktuel problemstilling både herhjemme og i udlandet. En stor undersøgelse foretaget af EU Kommissionen konkluderede således allerede i 2013, at risiko for fejl, korruption, in-effektivitet og for høje indkøbspriser var et stort problem i sundhedsvæsenet i alle EU-lande. Indkøbsområdet bør gives flere administrative ressourcer, længere tid til at forberede indkøb, og samarbejde med industrien bør generelt have større ledelsesfokus.Herhjemme taler og skriver man ikke meget om offentlige indkøb, medmindre pressen pludselig får kendskab til en sag om misbrug af offentlige midler eller manglende levering af serviceydelser. Omvendt omtales godt offentligt indkøbsarbejde stort set aldrig, og det giver sjældent ekstra i lønposen hos den offentlige indkøber.Betydningen af et godt samarbejde mellem industri og offentlige forhandlere blev ellers for alvor illustreret ved forkøbsaftalerne om udvikling og markedsføring af COVID-19 vacciner. Uden disse kontrakter (og det store bagvedliggende bureaukratiske arbejde) var der næppe skabt de samme incitamenter i industrien til at opprioritere forskningen, og verdenssamfundet havde ikke fået vaccinerne lige så hurtigt på markedet.Senere blev kontrakterne desuden udskældt, da leveringssikkerheden ikke var tilstrækkeligt forhandlet på plads fra begyndelsen. Begge episoder er eklatante eksempler på, hvordan den offentlige indkøbsforretning kan have kæmpe betydning for samfundet både positivt og negativt.Gode modeller sparer store beløbInnovative indkøbsmodeller kan, alt afhængig af omstændighederne, konstrueres på forskellig vis. Medicinrådets samarbejde med kliniske specialister og offentlige indkøbere i Amgros er et konkret eksempel, hvor der er sparet millioner af kroner gennem udvikling af en innovativ model for analog konkurrence.Kontrakterne på ambulanceområdet er et andet eksempel, hvor de seneste udbudsrunder har givet mange millioner kroner i årlige besparelser, fordi opgavedelingen er optimeret, og kompetencerne til at gennemføre udbud og kontraktindgåelse i det offentlige er forbedret.På det seneste er det også lykkedes med flere innovative købsmodeller i offentligt-private-samarbejde, så danske patienter kan få adgang til meget dyr medicin til behandling af sjældne sygdomme. Medicin, som vi ellers ikke ville have råd til. De midler, som er sparet igennem innovative offentlige indkøbsforretninger, gives ikke tilbage til skatteyderne, men giver til gengæld mulighed for indkøb af flere andre ydelser til borgerne.Kendetegnende for de ’gode’ eksempler er tid, prioritering og ledelsesfokus i det offentlige sundhedsvæsen. Når disse omstændigheder er gældende, har vi i Danmark et sundhedsvæsen, som langt hen ad vejen er i stand til at maksimere værdien per skattekrone uden hverken korruption eller problemer med forringet kvalitet, unødige forsinkelser eller meget høje indkøbspriser.Har vi intet lært?Men det kan også gå rygende galt, når det offentlige sundhedsvæsen skal handle for hurtigt efter politikernes anvisninger.I det forgangne år har vi desværre set alt for mange eksempler på dette i forbindelse med coronakrisen og udmøntningen af ’krigskassen’, som sidste år blev afsat til corona-bekæmpelsen.Der har været historier i pressen om overnormal profit hos private leverandører, som drev corona-relaterede aktiviteter på vegne af det offentlige. Vi har set kontrakter med skandaleramt virksomhed, som medførte kvalitetsproblemer og et retsligt efterspil. Og den seneste historie i pressen om varetagelse af fritvalgsordningen, hvor et privat firma har fået en betaling fra det offentlige svarende til en pris per vaccination på 5.000 kroner, er blevet betegnet som “fuldstændig urimelig brug af skatteydernes penge”. Vi har set eksempler på forsyningsproblemer og alt for mange sager i pressen, som har svækket befolkningens tillid til den offentlige forvaltning. Og hvad har vi lært af dette?Læser man finanslovsudspillet, har vi tilsyneladende intet lært. Der afsættes fire milliarder kroner, som kun skal bruges, hvis vi får behov for det. Det er en pulje reserveret til ”krigsførelse”, der i lighed med scenariet på seneste finanslov, kan aktiveres ved behov for at sikre handlerum til at håndtere udfordringer som følge af COVID-19.Det ligner med andre ord en gentagelse af opskriften på endnu en gang at risikere dårligt offentligt købmandsskab. Når der skal indkøbes for hurtigt på politikernes anvisninger, er der større risiko for fejl, og der bliver ikke altid kanaliseret tilstrækkelige ressourcer, tid og ledelsesfokus til at optimere den offentlige indkøbsproces.Afsæt penge til forebyggende procesSå hermed en opfordring: Afsæt en del af de 4 milliarder kroner til forebyggende indkøbsarbejde og samarbejde med industrien. Nedsæt en ekspertgruppe, som skal indsamle erfaringer på godt og dårligt samarbejde mellem industri og sundhedsvæsen fra de seneste 2 år. Lav forarbejdet til konkurrenceudsættelse af forskellige typer af opgaver i et pandemiberedskab, udarbejd skuffekontrakter på forskellige typer af opgaver, indgå i dialog og samarbejde med private virksomheder om muligheder for hurtig løsning af potentielle opgaver. Brug en del af midlerne til at udmønte life science-strategiens ønsker om innovative aftaler.Der er et stort behov for at oparbejde erfaring i det offentlige sundhedsvæsen med innovative indkøbsmodeller, som senere kan komme både industrien, sundhedsvæsenet og patienterne til gode. Det gælder eksempelvis områder som sjældne sygdomme og antibiotika, hvor der er behov for flere af sådanne modeller.Mit gæt vil være, at der i sidste ende både er mange millioner og et forbedret serviceniveau at hente ved at undgå endnu et år med eksempler på forhastede indkøbsaftaler. Der er mulighed for at undgå de samme problemer igen og sprede de gode erfaringer til et endnu bedre fremtidigt offentlig-privat samarbejde.

Denne artikel undersøger underviseres og studerendes erfaringer med digitalt understøttet projektvejledning under COVID-19-nedlukningen i foråret 2020. Der sættes fokus på filosofien bag problem- og projektbaseret vejledning på Aalborg Universitet og Roskilde Universitet, samt hvordan og i hvor høj grad digital transformation af vejlederpraksis understøtter og udfordrer denne filosofi. Resultaterne baserer sig primært på 12 kvalitative interviews med undervisere og 10 kvalitative interviews med studerende gennemført som en del af projektet “Erfaringer og oplevelser med online undervisning på 9 videregående uddannelsesinstitutioner”, suppleret af resultater fra lokale, interne undersøgelser i samme periode. Artiklen søger overordnet set at besvare undersøgelsesspørgsmålet: Hvad har vi lært om digitalt understøttet projektvejledning under COVID-19-nedlukningen, og hvilke erfaringer kan vi tage med os ind i en fremtidig problem- og projektorienteret vejlederpraksis? Undersøgelsens resultater viser, at nedlukningsperioden har givet anledning til nytænkning af den problem- og projektbaserede vejlederpraksis, og at vejledningen har potentiale til at blive mere fleksibel, studentercentreret og proces-orienteret, når den transformeres fra primært produktvejledning til en højere grad af procesfacilitering i hybride læringsrum.